Den blå anemone er et digt skrevet af Kaj Munk, i 1943, og handler lidt om fædrelands kærlighed i det at han snakker meget om de forskellige steder i Danmark, vinterfrost, anemoner og hans fædreland i medgang og modgang.

Man kan helt klart se på sproget at det var i 19´tallet efter som å´erne er skrevet "aa", men, i det også at det var under krigen efter som det er et lidt andet Danmark Kaj Munk beskriver og at det primært er baseret på forandringer.

Synsvinklen er Kaj Munk´s i det at han beskriver Danmark som han ser det.

Digtet er helt klart baseret på de forandringen som Danmark som nation gik i gennem under krigen, i det alt ændrede sig for danskerne.

Man kan på en måde sige at "Den blå anemone" er en sammenligning med nye tider,i det at anemoner kommer frem til foråret og er et tegn på nye tider.

men, kan læse at Kaj Munk har tænkt meget over hvad det skulle handle om, hvordan det hele skulle hænge sammen, hvad han gerne ville fortælle med dette digt og at ordene er specifikt udvalgt efter den sammenhæng at det hele digtet skulle være i.

Rytmen i digtet er meget rolig, ordende i sætningernes endelser rimmer på hinanden, og alt er nøje overvejet i det at på det tidspunkt var digte skrevet og fortalt sådan, med en stille rytme.

Det centrale tema i digtet må være bedre tider, i det at anemonen symboliserer nye tider (Den kommer frem om foråret) foråret er som relt et symbol på nye tider det at det er starten på et nyt år fyldt med drømme og håb om fremtiden.

Digtet hænger meget sammen med tiden den er skrevet for det var på det tidspunkt at Danmark var besat og folk havde brug for håb, håb om en bedre fremtid og det er det "Den blå anemone" står for håb, om fremtiden på et nyt år, at alt kan blive bedre.